Derinde i det store spejlkabinet i København ser man sig selv afspejlet til alle sider, ja, i loftet og gulvet, i mange hundrede spejle, hvoraf hvert eneste forvrænger og fordrejer beskuerens ansigt og skikkelse, forkorter og forlænger og vrider dem i de underligste kurver, mens det dog altid bevarer noget af ens virkelige udseende. Således bliver jo vort væsen genspejlet i ethvert menneskes bevidsthed, som vi møder, og således bliver det bestandig fordrejet til en karikatur, som dog aldrig er helt uden lighed med vort virkelige jeg, og som foregiver at være sandheden om os selv.